Første uge

Min første uge i USA er ved at lakke mod enden, og det har været en uge med mange oplevelser og mit første tri-stævne herovre.

Jeg startede min rejse i Københavns lufthavn mandag morgen klokken halv 6, da jeg skulle flyve kl. 6:30. Hele flyturen går fint, på trods af lidt forsinkelser, og jeg lander i Chicago omkring middag. Efter check ind på hotellet har jeg lige tid til at kigge mig lidt omkring og købe lidt mad. Jeg går i seng kl. 19 og sover dejlige 13 timer.

De næste par dage går med rolig sightseeing i Chicagos gader og langs vandet, hvor der er en meget lang og ret fantastisk løbe-, gang- og cykelsti, som jeg flittigt løber og går op ad. Udsigten over Lake Michigan og byens skyline til den modsatte side er et ret fantastisk. Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om storbyer og museer, så jeg brugte meget tid på at kigge i butikker og nyde de mange parker og stier byen byder på.

Fredag morgen henter jeg en lejebil, en Nissan Versa, som er en lille men god bil - perfekt til mig og min bagage. Med cyklen på bagsædet og med god musik i radioen begiver jeg mig ud på et par timers roadtrip til Waupaca, Wisconsin. Jeg checker ind til det stævne, jeg skal køre om lørdagen og får samlet cyklen, inden jeg tager tilbage til hotellet.

Waupaca Area Triathlon (800 meter svømning, 32 km cykling og 5 km løb)

Optakt:
Det er ret svært at spise ordentligt herovre, når man bor på hotel og ikke har mulighed for at tilberede maden selv. Desværre vil jeg hellere spise noget brød og frugt end at kaste mig ud i en menu på McDonalds, så jeg spiste ret meget brød og frugt, hvilket nok ikke har været optimalt for min præstation.

Svømning:
Det var med wave start af 50 personer, første wave kl. 7:00. Jeg var i den første wave, der både var elite, hurtigst tilmeldte og veteraner på over 80 år, så det var en noget broget skarre jeg svømmede med. Starten går fint, og jeg ender, som altid, lige bag den forreste gruppe på 4 mand. Jeg svømmer sammen med 3 andre ca. 20-30 sekunder efter og er oppe af vandet efter 11 minutter (tidsmåtten lå ret langt fra vandkanten, så svømmetiden var nok 10:30). Jeg er oppe af vandet som nr. 5 og ude på cyklen som nr. 3.

Svøm ud på den ene side af tovet og hjem på den anden side

Cykling:
Jeg har ikke så meget energi i benene, så jeg kommer aldrig rigtigt i gang. Jeg træder 290 watt, hvilket er ca. 30 under normalt, men jeg overhaler alligevel en, så jeg kommer ud på løbet som nr. 2.

Balloner i skiftezonen.. Så er det nemmere at finde sine ting

Løb:
En flad rute gennem byen med mange 90 graders sving. Jeg kan hele tiden se ham foran mig og bag mig, så det var nemt at løbe en andenplads hjem og en sejr i min aldersgruppe.

Det mest fascinerende ved stævnet var amerikanerne. De var over alt. Selvom det lyder ret åbenlyst, er det ret anderledes end danske stævner. Folk blev og heppede efter de var færdige og stemningen var rigtig fed hele vejen igennem.

Det var også en chance for at møde et par af mine nye holdkammerater herovre. Jeg var heldigvis hurtigere end dem, så jeg skal nok få en god rolle på holdet. Især Jim, der har hjulpet mig meget over mail var super venlig, og efter stævnet blev jeg inviteret hjem til hans sommerhus ved en sø i nærheden. Det var ret overvældende, da det jo ikke rigtigt er noget man oplever i Danmark, at man bare inviterer folk hjem til sig uden at kende dem.

Præmien for at vinde min age group - bedre end hvad vi har i DK

Efter at have taget et bad på hotellet begiver jeg mig mod Jims hus. Her møder jeg Jim og hans bedstemor på terrasen og bliver så ført ned til søren, hvor hans to brødre, mor og far samt en ven sidder og hygger. Efter at have hilst på dem og snakket lidt om Danmark og USA, bliver jeg lidt ud af ingenting spurgt, om jeg har lyst til at sejle på søen og prøve deres tubes (store dæk, som man spænder efter en båd og skal prøve at holde fast i). Igen bliver jeg lidt overrasket over, hvor venlige og gæstfrie de er.

Efter en hyggelig og lidt akavet eftermiddag tog jeg hjem og pakkede, så jeg var klar til at køre til Madison, Wisconsin søndag. Her blev jeg efter noget besvær med at finde en nøgle og en del ventetid budt velkommen hos Zak og Stephanie, som jeg skal bo hos de næste par dage. Begge er cykelryttere og triatlether, så vi snakker fint sammen og har allerede planlagt lidt fælles træning.

En ALDI... Det havde jeg ikke regnet med at se herovre - det var præcis som at træde ind i en ALDI i Tyskland.