Sunday, March 10, 2013

Danske Open Masters

Hvis man tror, at man kan holde fri, bare fordi man har vundet to medaljer til DM for masters, kan man godt tro om igen. Det fandt jeg ud af på den hårde måde, men lad os starte hvor det hele begyndte.

Lørdag middag træder jeg ind i Birkerød Svømmehal, hvor der er travlt i bassinet til DM open Masters på kortbane. Jeg får hurtigt hilst på mine klubkammerater og hopper derefter i bassinet og svømmer en 500-meters opvarmning sådan cirka.

Jeg har ikke specielt gode arme til opvarmningen, men tænker at det nok skal gå, jeg er jo trods alt bare en triatlet der blander sig med svømmerne.

Mit eneste løb lørdag er 800 meter fri. Jeg havde en plan om at svømme på omkring 10:40, hvilket jeg syntes ville være godkendt, sygdom og manglende træning taget i betragtning.

Mit heat er det langsommeste af to, og jeg er seedet til at tilbagelægge de 800 meter på 12 minutter, så jeg ender på bane 2. På bane 3 ligger favoritten i heatet, der er seedet til 9:58. Jeg vover pelsen og tænker at jeg vil prøve at følge ham. Det går fint de første 100 meter, men da han ikke holder lidt igen på de næste 100, lader jeg ham slippe og fokuserer på mit eget løb. Alt går super, og jeg haler ind på ham på bane 3 stille og roligt. Jeg ender med at svømme på 10:23, hvilket er super fedt, og det er også ny PR.

Mine splittider:
1:10:65   2:27:78   3:47:58   5:07:62   6:27:62   7:47:03   9:06:13   10:23:18

Det udløser også en medalje i pre-mastersklassen, så nu kan jeg kalde mig danmarksmester i svømning, fedt!
Ja, det er mig til højre - de to andre er træner Petræus og Tine Fischer, der også er fra SigmaTri og vandt guld i 800 fri


Jeg nyder dagen og aftenen med gode svømmekammerater og slipper for yderligere træning.

Søndag skal jeg tidligt op, for at være klar til at svømme 400 meter i løb nr. 2. Efter en endnu dårligere opvarmning end om lørdagen stiller jeg mig klar på skammelen sammen med to andre. Det er hagen ved at være sat til at skulle svømme på 6 minutter, så ender man i første og langsommeste heat. Det betød også, at jeg ikke havde nogen at blive pacet af.

Jeg havde på baggrund af lørdagens resultat sat et mål der hed under 5 minutter for 400 meter. Jeg lagde relativt hårdt ud og splittede første 100 meter i 1:08. Samlet blev det til 4:44, hvilket jeg er fint tilfreds med. Det giver lidt motivation og selvtillid frem mod sommerens stævner.

Mine splittider:
1:08.99 2:25.15 3:41.35 4:55.39


Til sidst skulle jeg svømme 100 meter fri, men der var ikke meget energi eller fokus tilbage, så det blev ikke et resultat jeg er super stolt af, men kom da igennem på 1:03.


Og så tilbage til det med at holde fri, eller mangel på samme. Jeg kommer hjem søndag eftermiddag og er ret smadret, men får efter en lang række overspringshandlinger endelig gang i cyklen til en gang hårde intervaller. Det bliver til 1½ time med 8x2 minutter, hvor der ikke var meget at træde med, men nåede alligevel op i de rigtige zoner.

Da jeg var færdig på cyklen var der lige tid til at skifte sko, inden jeg bevægede mig ud på 15 minutters kombiløb i 4:15/km. Det var årets første kombiløb og et meget let et af slagsen, men det gik fint, og jeg glæder mig til at vinden erstattes af varme her til foråret.

No comments:

Post a Comment