Hverdag i Madison

Så har hverdagen indfundet sig i Madison, og nye vaner er ved at blive dannet. Selvfølgelig får studiet meget opmærksomhed i de her uger, men der har også været plads til et stævne, masser af træning og lidt shopping.

Nej, jeg har ikke kørt Ironman, men det ser da helt vildt ud!

Nå, lad os starte med det sjove. "Iowas Best Dam Tri", som sjovt nok er i nabostaten Iowa er finalen i Midt West Colligiate Triathlon Conference, en "liga" for triatlonhold fra 10 stater i midtvest USA. Efter skuffelsen i Maple Grove, var jeg ret opsat på at gøre en god figur.

Jeg må dog indrømme, at jeg havde taget lidt let på advarslerne om de mange bakker, for man har vel trænet en del på Tyren i år. Så jeg stiller glad op med min 11-23 kassette og 54 tands kranksæt - dumt! Men mere om det senere.

Jeg kører sammen med Ian, som skal køre sit kun 2. tri-stævne og klubbens præsident, Summer. Vi hygger i bilen, og selvom vi kører forkert en gang eller to, gør det ikke så meget, for jeg sover så dejligt på bagsædet. Vi skal bo hos en studerende fra Iowa, som har lånt os hans lejlighed. De glemte desværre at fortælle mig, at jeg skulle pakke min flyverdragt, for hans A/C står på -20 grader, så jeg hopper i tidligt i seng med alt tøjet på.

Op og afsted tidligt om morgenen, jeg sover i bilen igen, selvom der kun er 15 minutters kørsel. Det var måske det bedste bagsæde, jeg nogensinde har siddet på. Jeg møder resten af klubkammeraterne og hilser på konkurrenterne, som jeg spiste med i Minneapolis. Alle forberedelserne går som smurt.

Svømningen var ok. Starten var meget kaotisk, da vi startede sammen allesammen, så der var mange mennesker i vandet på meget lidt plads. Jeg hørte ikke "startskuddet", da det bare var en mand, der råbte "go", så jeg fik en lidt dårlig position. Men efter første bøje (200 meter), var der allerede store huller, men desværre endte jeg (som altid) i gruppe 2. Der skulle svømmes 2 omgange, uden at man skulle op på land, og da jeg starter anden omgang, er jeg sluppet fri af gruppe 2 og på vej op til fronten. Desværre lå der små "bomber" i vandet, altså deltagere, der stadig var i gang med første omgang, så farten gik lidt ned, mens jeg prøvede at navigere rundt om dem. Det betød desværre, at gruppe to kom nærmere mig end jeg kom nærmere gruppe 1.

Samlet svømmetid 21:15.

I T1 får jeg sand over alt på dragten og fødderne, så resten af turen var relativt ubehagelig.

Cykelruten var brutal. Lange bakker på omkring 10-12 % og meget kraftig vind. Der går ikke lang tid, før jeg er blandt de 4 forreste. Jeg prøver at holde mig til fronten, men de var for stærke, så jeg holder min 4. plads. Jeg kører mellem 15 og 73 km/t, så det siger lidt om bakkerne på ruten. Jeg kommer igennem på 1:01 og har trådt 280 w i snit - ikke helt nok, men jeg arbejder meget på mit løb og svømning for tiden, så det er forståeligt.

T2... Sand, sand og mere sand...

Løbet var på en relativt kuperet rute med masser af vind. Jeg kunne ret hurtigt mærke, at jeg havde brugt for mange kræfter på cyklen, men jeg vidste også, at jeg havde et forspring til nr. 5 på 3-4 minutter. Jeg løber lige omkring 4 minutter pr km på den hårdeste rute jeg nogensinde har løbet, så jeg tror ikke, at jeg kan bruge resultatet til andet end at vise, at det var en sindsygt hård dag. Løber lidt over 10 km på 41:25 med 4:04 i snit.

Samlet tid: 2:05:50 og en 4. plads (øv).

En lille note: Der skulle gå en uge, før at ømheden forsvandt fra lår og især balder, som ikke er vant til sådanne bakker.
Jeg slutter som bedste atlet fra mit universitet, så det var fedt at vise, at de kan regne med mig, og at det var rigtigt, at jeg skulle have chancen for at køre for dem.

Og endnu et lille sidespring: Samme dag som stævnet i Iowa køres der Ironman i Madison. Jeg kommer hjem fra stævnet og beslutter mig for, at jeg skal ned og heppe på de deltagere, der har været igang i 12 timers tid. Jeg har stadig mit startnummer skrevet på skulderen, nr. 25, og jeg vælger selvfølgelig at tage derned i tanktop og med kompressionssleeves på benene, man er vel triatlet. Der går ikke længe, før den første deltager spørger mig, om jeg er pro pga det lave nummer. Det viser sig, at mange opdager nummeret, og mens jeg hepper på dem, begynder de at takke mig, for de synes det er fedt, at jeg som pro-finisher tager mig tid til at heppe på de langsommeste i feltet. Ups, den ryger lige i huskebogen - men jeg tror, at jeg gav et moralsk boost til nogle af deltagerne og måske går de hjem og tjekker resultatlisten, for at se, hvor godt ham nr. 25 klarede sig. Jeg blev nr. 3 i tiden 8:50:45.

Deltagerne løb forbi de store football stadion, Camp Randall, der kan huse 80.000 hoppende studerende

Ugen efter stævnet fortsætter den hårde træning til onsdag, med masser af løb og svømning. Torsdag er hviledag, og fredag tager jeg en stor chance:

Jeg havde besluttet mig for at anskaffe en cykel til hverdagsbrug, så jeg kontaktede en fyr på Craiglist, der havde en cykel til salg for 35$, og vi aftaler et møde fredag eftermiddag. Efter at have lavet aftalen, tjekker jeg lige hans adresse. Ups, han bor 12 km fra mig. Jeg beslutter mig for, at min træning fredag, som er 1 time roligt løb skal være ud til ham, og hvis ikke jeg køber cyklen, bliver det til 24 km roligt løb/overlevelse. Heldigvis er cyklen ok, og jeg køber den for den nette sum af 165 kr.

Jeg får endnu et møde med de mange bakker i området i dag. 2½ times intervaltræning på cyklen bliver til 3 timer og 15 min, hvor jeg på vej hjem ikke har meget tilbage i benene, og alle mine tanker er rettet mod den bøtte med rester fra fredagens aftensmad, som står i mit køleskab.. mmmh, katofler har aldrig smagt så godt.

En lidt for lang cykeltur, men med ok splits. Den første blå er 8 min, den næste 4 min. Nr. 3 blå er 30 min og 4 er 15 min.