Monday, June 11, 2012
DM sprint 3. juni 2012
Så kom dagen! Dagen jeg havde ventet på i et år. Dagen hvor jeg skulle kæmpe mod tiden til DM sprint på tyren i Ganløse. Jeg fik min debut som triatlet sidste år, og var derfor spændt på at se, hvor meget jeg kunne forbedre mig. Målet var at jeg skulle køre under 1 time og 10 minutter, og helst omkring 1 time og 5 minutter.
Det er som om, at hver gang jeg skal til et stævne, kommer hele familien i vejen, og det samme var tilfældet her. Min far havde fødselsdag om fredagen, som selvfølgelig skulle fejres både fredag og lørdag + jeg skulle arbejde lørdag eftermiddag. Jeg fik dog sovet fint igennem til søndag morgen, hvor jeg kom til stævnepladsen et par timer før min start, for at følge resten af klubben, som var mødt talstærkt op.
Tiden gik hurtigt, og før jeg vidste af det, stod jeg på startstregen med 1 minut til start. "Nu gælder det" tænkte jeg, da jeg fløj ned af bakken til den lille "badebro". Efter 500 meter havde jeg overhalet ham, der startede før mig. Jeg var alligevel ikke tilfreds med min svømning, da jeg kom op af vandet efter 11 minutter og 50 sekunder, det var ca. 1½ minut langsommere end jeg havde håbet på.
Skiftet gik fint, bortset fra, at dommerne havde lagt min hjelm i kassen, da den sikkert var blæst af cyklen.
På cyklen fik jeg hurtigt et godt tråd, og viste, at jeg kan køre stærkt. Det blæste en del, og mit våde tøj blev derfor relativt koldt, mens mine fødder var frosne. Jeg hentede en konkurrent eller to på cyklen inden jeg løb ind i skiftezonen. Cykeltid: 35:07.
Da den forreste række stativer er kortere end de næste, løb jeg et stativ for langt. Inden jeg opdagede fejlen, var der gået 10 sekunder, så det dårlige skift kostede nok 20 sekunder. Skidt!
Løbeskoene var svære at få på, da jeg ikke havde kontakt til mine tæer. Jeg kom afsted med fuld fart ud af skiftezonen. Min mor mente at det gik så hurtigt, at jeg var ved at vælte hegnet på vej ud i svinget, jeg selv husker det ikke helt sådan.
Efter 2,5 km løb havde jeg fået varmen i fødderne. Det føltes som om, at jeg ikke løb hurtigt nok, men med en split tid på 19:36 nåede jeg mit mål om at løbe under 4:00/km.
Det endte samme sted som sidste år, på en 6. plads, denne gang i U23 eliten, hvilket jeg selv synes er i orden, selvom målet var top 5. der var ikke langt op til podiet, så jeg træner benhårdt videre mod næste konkurrence, DM kort i Fredericia.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment